Kilde : FrØ’s innlegg i Haugesunds Avis 19/8-1916
Haugavaajen er ett indestængt saltsvandsbassin, som en gang med tiden vil bli ett ferskvanstjern.Det er allerede nu fyldt af brak sjø og smager næsten ferskt.Thi det lange krogede sund, som snor sig mellem høie, steile bakker fra vaagen ud til havet, er næsten igjengrodd paa sine steder av søyla og sjøgras,og paa det grundeste og smalleste (ved stangaa) er det netop saavidt, en kan stage en liden baad igjennem.
Havet viger jo tilbake paa vore kyster i denne jordperiode.Om tusen aar er Haugavaajen en løk.Om ti–tyve tusen aar er den vel en torvmyr.To lange nes, Staanganesjaa og Landanes, som springer du fra modsattee kanter, det ene fra Torvestad i nord, det andet fra Avaldsnes i syd, løber side om side i modsat retning og danner to lange »stænger» hvorav antagelig Staangaa (Staangom) har sitt navn.
Innimellem disse nes flyder da Straumen, sundet,som fører fra Hugavaajen ud til havet paa Karmøens vestside.–Naar sjøen falder , dannes der paa det smalleste en strid foss, et virkeligt vandfald, en sjelden foreteelse i saltvand.
Haugavaajen er ett fredelig sted, en ren idyl, bortgjemt baade fra sjølivets og landlivets stræv og larm.Her er ingen sjøhuse eller salterier, thi hvad skulde der være at salte i Haugavaajen? Blaaskjæl og aaleunger ? Og ingen isdampere kan forcere Straumen.Det er tusen umuligt.Og hvad skulde man ise der? Terneæg eller klungerroser ? Heller ikke dokker kan det nytte at anlægge her.
Vistnok er her en voldsom dybde.Haugavaajen er egentlig en eneste stor dok, hvor vore Amerikabaater, ja »Titanic» selv, kunde flyte let og smukt som spaaner i et spand.Men det blev vanskelig at tappe dokken lens ! Og hvorledes skulde oceanracerne komme ind mellem Landanes og Staanganesjaa.Det vilde fylde dalføret lige til tops.
Nei denne indseiling greier ingen.Undtagen kanske Olaf den hellige, om han havde levet.Han seilede engang paa flaae fjældet just nordenfor Straumen, men han styrte i nord og skar ut en tredjedel av bygden, før han med sit langskib naadde havet igjen nord ved Skjølingstad.Kjølfuren efter skibet hans er til den dag i dag, saa hvem som vil studere kanalbyggning i middelalderen kan se den.Den kaldes nu Vikingstaddalen.Saa hadde Hellig Olaf levet saa—!
Men nuomstunder greier ingen skibsstevn at lage den slags revner i Norge.Danskebaaten »Hellig Olav» har nok forsøgt at plagiere sin store navnefader.Den trodde vel at samme navn gjør samme gavn-Men nei !Det ble bare assuranseudgifter.
Og »Christianiafjord» prøvde jo paa at sprænge sig en kanal op gjennem Stavanger torv til Breiavatne.Den vilde i dok deroppe hos de svarte svanerne.Og den gjorde jo et vældig snit i gadelegemeet, den naade næsten op til H.Hauge med baugen.Men saa var det og slut med avanceringen.Den greidde det ikke.nei vore dage skulde man helst ikke forsøge paa slikt.Men tilbage til vor vaag.
Haugavaajen ligner i topografisk henseende overmaade meget–Dynekilen.Man havde Karl den tolvte været saa slu at glemme sin transportflaade i Haugavaajen den gangen, saa havde vi nok ikke faat feiret noget Tordenskjoldjubilæum i sommer.
Nei Haugavaajen tror jeg faar ligge i fred for verdenslarmen endnu i nogen tusen aar.Den ligger ligesom bagenfor sjauen.Eller til siden.Langt til siden for dagens liv.Derfor liker ternerne og maakerne at bo her paa skjær og odder.Kjeld og viber tripper om paa de grønne strænder, hvor græs og blomster gror lige ned i sjøen,og om høsten kan her ligge andeflokker paa flere hundreder, som kan lette sig med et svare sus og rabalder i luften.Omtrent som en skulde høre en mængde snærrende hjul.Men det er ogsaa heldigvis den eneste »maskinlarm» man hører her.
Haugavaajen er som sagt gruelig dyb.Især paa nordost siden.Her styrter bakker og brot sig flere steder lodret i sjøen som sortner udfor, tilsyneladende uden bund.Bund er der vel men gruelig langt nede.Bergsiderne er aldeles klædt med blaaskjæl fra høieste vandstand og saalangt en kan øine nedover.Og saa plasker auren rundt om især om høsten, naar den kommer ned gjennem bækkene, som falder i vaagen.Stort flere mindelser om havets fauna findes ikke.Men slig har det ikke altid været.Haugavaajen har engang værer en ægte havbugt fyldt af fisk og sild til sine tider.I en aaker ved Nerhaugo fandt man for nogen aar siden et fossilt hvalskelet nede i leiren.Myrsænkningen her har i en tidligere jordperiode dannet en vik af Haugavaagjen: Og saa har hvalen i hine fjærne tider jaget efter en sildestim, kanske jaget lige op i stranden her og er blet liggende.
Og i vore dager gik plogen og harven over de vældige ryghvirvler og ribber.Nu findes de forresten paa Bergens museum.Saa den hvalen kom da til værdighet ligevel, men først længe efter sin død ! Det er en skjæbne som ofte rammer de store !—
En spekulation i hvalfangst i Haugavaajen nu for tiden vilde imidlertid sikkert mislykkes.Dog er jeg ikke et øieblik i tvil om, at aktier i et »selskab for hvalfangst i Haugavaajen» vilde finde kjøbere i mængdevis og blive gjenstand for livlig omsætning.
Her grasserer en masse smaa hvide og askeblaa maaker i vaagen her og i myrer og tjærn rundt om.De har rent ut sagt lagt sjøen paa land disse maaker, de har sluttet med sildespekulationen for i aar.Her oppe i brakvandet fisker de aal og andet deslige.Det er rart med disse smaa maakerne.Om sommeren er de landfugle, husfugle, færdes blandt høns og kraaker og spiser insekter, regnormer og hvad der skulde falde sig.De vandrer taalmodig efter hyppeplogen eller efter slaamaskinen, og de søger over alle merker og myrer og tjærn,de er altmuligmaaker, de er chanceseilere, jobbere,som overaldt finder fortjeneste.Faar de ikke sild,nu saa er der brisling eller makrelspir.Slaar brislingen ogsaa feil,tar de tiltakke med mossa eller makk, regnorm, padder, æg og biller (nei ikke biler).De gir alle maksimalpriser pokkeren.
Stengraa bergvægger med klunger og vivendel i kløfterne danner omgivelserne rundt Haugavaajen.Eller bløde bakkedrag med gammel,uforstyrret vegetasjon, kusom, revebjælder, hasselbusker, gammelt eikekrat, bergflette, hagtorn, rester fra den store perioden, da svær eikeskog dækket land og strand.Karmøens stortid, da kronhjorten spaserete omkring herude og vildsvinet gryntet og gravet.–
Carl Plog har engang titulert Dynekilen som Tordenskiolds døbefont.En saa pompøs betegnelse kan ikke gives Haugavaajen.Den er ikke døbefont for helter.Men den har dog i vore dage stor betydning som badebalje for de omliggende gaardes unge og gamle drengebarn,der her lever omtrent som Adam i Hagjen,før Eva forstyrred ham og lokkte an te aa stela nepa,nei epler,
Her hoppes og stupes og plaskes og klaskes i det dybe, milde vand, som er blødt som »havremarvsæbe» fra Mauritzen & sønner.Her svømmer menneskeunger og teistunger og andre unger omkap til de smaa holmerne, her skriges viltert og hidsig baade af folk og fugl.Og paa land staar skrækslagne sauer og maaber.
Og solen bager i den blaasorte sjøen.Paa de graaa knatterne lyser nakne, gyldengule legemer, som engang i Paradishaven.Det pæser og puster fra ungdommelige hoder, som runder odderne.Tri-ægg ! Tri-ægg ! –Tri –tri –trii — –ægg ! skriger ternene fra luften. Hei ! Hoi ! roper gutterne fra vandet.Hei ! Holly ! Hurra ! Herlig er Haugavaag !
Tillegg -Forklaring :Det er meningen å lete opp busker, trær og planter som
Fridtjof beskriver i innlegget overfor – for så å ta bilder av dem,
dersom disse finnes i nærhet til Haugavågen (100 år etter
Fridtjofs avisinnlegg)
Kilde :Store Norske leksikon
Klunger :
Populær betegnelse på kratt av nyperosearter eller andre tornete busker.
Regnorm :
I presten Hans Strøms Sunnmørsbeskrivelse frå 1760-åra er meitemarken kalla regnorm, eit ord som er lite belagt seinare. «Regnmakken ligg i ein sølepytt, so hål og feit at han skin» skriv Jakob Sande i diktet «Gråver».
Vivedel :
Vivendel, planteart i kaprifolfamilien, i nær slekt med ekte kaprifol. Høyresnodd slyngende busk, opptil 8–10 m høy, med mange gulhvite blomster i tette hoder, 4–5 cm lange. De er meget velluktende om kvelden og natten, det er nattsommerfugler som bestøver dem. Rød, giftig bærfrukt. Vivendel slynger seg ofte så kraftig om trestammene at de til slutt under veksten kan få form som en korketrekker. Vokser i småskog og på knauser langs kysten fra Østfold til Nordland.
Denne vivendelbusken finnes ved Straumen Foto : F.V. 29.07.2022
Nærbilde av vivendelblomst Foto : F.V.
Hassel :
Hassel, slekt av busker og små trær i bjørkefamilien. Hannblomstene er nakne, de sitter i hengende rakler som utvikles om høsten og åpner seg tidlig om våren, i mars og april. Hunnblomstene sitter noen få sammen i knopper slik at bare de lange, røde arrene stikker ut («nata-von»). Ved modningen er nøttene omgitt av en frynset hams. Nøttekjernene, frøene, består for en vesentlig del av fet olje. Hasselslekten har 15 arter, i Norge bare én, vanlig hassel, C. avellana, som er vanlig i urer og på tørre bakker, opp til 500 moh., i kyststrøk nord til polarsirkelen, og har sin nordligste utpost i Steigen. På Østlandet går den til Sør-Fron og Vestre Slidre. På Vestlandet kan den bli et tre med store dimensjoner, det er målt stammer med inntil 1,5 m i tverrmål.
Eikekrat :
bergflette :
Også kjent som eføy
Planteart i bergflettefamilien. Eviggrønn busk med lange klatrestengler som fester seg med hefterøtter til berg, murer, trær og husvegger. På sterile skudd er bladene 3–5-lappet, på blomstrende skudd er de hele. Små, uanselige, gulgrønne blomster om høsten, svarte bær som modnes i mai–juni neste år. I Norge vokser bergflette vilt i lavlandet ved kysten fra Oslofjorden til Kvam, Fana og Herdla utenfor Bergen. På Vestlandet kan den bli temmelig svær, det største kjente tre i Norge står på Ånuglo i Tysnes, det har 40 cm tykk stamme og er over 20 m høyt.
Bergflette – bilde ifra Straumen Foto : F.V. 01.08.2022
Hagtorn :
Hagtornslekta, slekt i rosefamilien, tornete busker med lappet-flikete blad og hvite eller røde blomster i skjermlignende blomsterstander og sterkt fargede frukter. Benyttes til hekk, grupper, allétrær o.l.
Bildet overfor er ikke ifra vårt område