Haugavaajen ved vinter

FoE2

Kilde : Fridtjof Øvrebø’s innlegg i Haugesunds Avis 17.02.1917

Jeg gaar en kvæld vest til vaagen,som iaar ligger helt tilfrossen og tilsnedd som en flere kilometer lang,snehvid polarslette.

Ak hvor er sommerens herlighet nu ! Hvor er de blaasorte,bløde,rytmiske bølgeslag,hvor er vivendel-og klungerroserne,hvor er de græsgrønne bakker  og bugter,hvor er terner,og viber og ænder og spraglede æg! Hvor er alt livet og lystigheden! Intet ! intet igjen!
Det hvide liglagen hviler over hele vaagen,over alle hauger og hamrer.-Jeg gaar ned paa viken,gaar vestover den store,stille sletten.

Sneen er saa kridende hvid og ganske urørt,ikke et fuglespor eller et far efter en røyskat er at se.Luften er kold og ganske stille.Rundt mig i alle retninger reiser sig høie hauger og hamrer.Steile odder og halvøer springer frem som forbjærg fra nord i næsten regelmæssig rekkefølge.

Jeg vandrer midt paa fjorden vestover forbi bugt efter bugt,forbi forbjærg efter forbjærg,forbi holmer og skjær.Saa bøier vaagen ind i en smallere rende,som gaar mod nord i en skarp vinkel.Her er endnu mere øde og vildt.Fremdeles ikke spor af levende væsener,kun snedækte sund og forrevne,vilde snedækte hauger.Et eskimolandskab,et polarlandskab i vinterkvældens knugende stillhed.Jeg lytter beklemt efter et eller andet tegn til liv…men alt er dødt og koldt og haardt.Nu klemmes sundet mere og mere ind mellom stengraa vægger og snølagte bergbrot.

I nord skimter jeg en lang,dyb kløft mellem bakkerne,og plutselig hører jeg en svag melodisk lyd.Tys!-Var det fugl eller en røyskat ? Eller er det virkelig Huldremusik ?!Nei-det risler,risler og plasker der nord i den smalle klemmen. Det er Straumen, som endda prøver at holde flo og fjære i gang under isen.Saa må jeg snu igjen.- Det aander koldt mod mig nord gjennem sundet.Aah for et isnende dødt gufs!Det isner ligesom  fra hele verdens gru og kulde.Et hav af stræng ubenhørlighed og haardhet stænger rundt alle kyster.Bag de snetakte haugerne ligger Europa og menneskeheden nedsænket under hadets og haardhedens tusenaarige gletschere.Se polarnatten skumrer over verden.Sundene Stænges,tiderne stænges.Dyrtid,hunger,is,blokade, Ja,is,is,is

Øksetid,sværdtid,Skjolde kløves.Vindtid ulvetid før verden styrter.Barbariet brøler dybt inde i Europas nat…Hvad…? Skimted jeg et vildmenneske fra istiden deroppe på bakken?
Staar der en Mammuth og skubber sig derborte under brotet?Er det spor af kværtiærtidens neandertalere,jeg ser her paa sneen?! Haarene reiser sig i skræk paa mit hode:Her har gaat et menneske med saaler som en bjørn ?

Mannen fosforbleg i fjæset,ser nu opfor aaskammen-jeg stirrer i angst
paa de forferdelige spor,-men den skræk var dog unødig-:det er min egen
vei over fjorden,jeg nu passerer paa tilbaketuren:

»Paa fladen kun mine egne snestøbte spor».Nu svinger jeg fra det smalle sund igjen ud paa den brede,hvide vaagen,som dimmes og dunkles der langt inde under land.

Et pragtfuldt ,stimende nordlys spænder som en grøngylden levende glorie
over vaagen og landet. -Atter gribes jeg af polare hallucinationer: Der,
paa bakken,under nordlyset-er det ikke skarpe profiler og svære,vredne horn,reinsdyrhorn ?–Puh,nei,det var kun en forkrøblet hagtorn,som krøger sig sort mod nattehimlen.

Men jeg selv?Hvem er jeg?Har jeg virkelig saaler som en bjørn?Er jeg en blodlysten vildmand ?Er jeg en neandertaler med krumme laar og lange,haarde armer ?Eller er jeg en lap! Hvor er da min pulk og mine rener! Skal jeg traske paa mine slidte komager over den milevide slette i polarnatten?Skal jeg bli et rov for ulvene!Er der retfærdighed skapt i slikt !

Hei ! Hjælp ! Hjælp !  Beiga-galle ! Beiga galle ! Isaputra !Junakjøltrio ! Klafana ! Klafana !

Jeg skraaler,saa luften rives sønder mange mil indover ! Ingen svarer.

Lappeguden svarer ikke det bøss.Der dat en snødot fra det høie brotet-det var alt.Den gav en liden søkkende lyd,meget imponerende,omtrent som naar en neutral protestnote dætter i kjæften paa en stormagt.Ja. –

Saa er jeg omsider kommet op under vore gamle badepladser,under de store hop i »klubben»  paa vestsiden og paa østsiden.
Nu staar jeg og ser op mod afsatsen;men ingen nakne legemer lyser deroppe,ingen viltre skrik lyder.
Ingen plasken og pæsen fra hop eller stup.At ta et bad i haugavaajen i kvæld er en lodret umulighed. En umulighed. Ja.-

Stille og hvid ligger »klubben» og vaagen med maanen hængende over sig som en blank,poleret guldskive,mens tusen smaa,staalblaa funker gnistrer koldt over snesletten.

Stillheten suser og suser….

»Paa fladen kun mine egne snestøbte spor.»

Fridtjof Øvrebø’s innlegg i Haugesunds Avis 17.02.1917

FoE

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert.

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.